1 Following
Bessie

Bessie

Currently reading

Burial Rites
Hannah Kent
Zombicorns (Zombicorns, #1)
John Green
Hopeless (Hopeless, #1)
Colleen Hoover
The Catcher in the Rye

Into the Wild

Into the Wild - Jon Krakauer Midtvejs Rant (14-03-2013)Jeg tror, jeg har lidt mht. udformningen af bogen; forfatterens vinkel/stemme. Men egentlig også den måde alle de her forskellige mennesker fortæller deres dele af historien, deres oplevelser af Chris. Jeg forstår, at bogen svært kunne være udarbejdet uden dem, og måske det heller ikke er helt slemt. Der kommer efterhånden nogle stykker, som er lidt kritiske overfor Chris, hvilket jeg tror, at jeg havde brug for. Men forfatterens stemme, alle de steder, hvor han taler direkte til læseren, hvor han giver udtryk for hans tanker om Chris - Det ville ikke være så skidt, hvis det ikke var fordi, at det ofte fik mig til at overveje: Hvor har han det fra? Hvad i den her historie gør, at jeg skal tænke(/at han tænker), at Chris var et eller andet ... helt særligt, fantastisk?Jeg er nok tilbøjelig til at tænke, ind til videre, at ham Chris McCandless var en ung fyr, som havde nogle meget stærke værdisæt og principper - og at disse måske ikke var til hans eget bedste. Som sådan har jeg svært ved at sætte mig ind i den måde, han vælger at leve sit liv på, men det er ikke så meget der filmen knækker for mig, hvis man kan sige, at den gør det. Det der er så utroligt uchamerende og .. ved beskrivelsen af hans person og hans foretagende, er hans ekstreme uvilje mod sine forældre, den måde han ikke kan se udover sig selv og igennem deres klare forskelligheder i en sådan grad, at han i det mindste fortæller dem, at han har brug for tid for sig selv, at han ikke er interesseret i at leve sit liv, som de har levet deres, hvad end han så kunne finde på at fortælle dem - et eller andet. Dette ønske om at såre dem, hvilket er hvad jeg et eller andet sted ser det som, og ellers denne ligegyldighed overfor hvordan de måske måtte have det med aldrig at se ham igen, og ikke ane hvor han befandt sig, og hvordan han havde det i det mindste, det virker så ... umodent og usympatisk, og det virker bare som fedtfingre på et nypudset vindue. Ydermere lader han dette behov stå i vejen for, at han giver sin søster, som han eftersigende skulle være meget tæt på, en forklaring på, hvad han har planer om. Det er en egoisme jeg har svært ved at forlige mig med. Men måske det også bliver særligt fremtrædent, fordi han ikke fik muligheden for at rette op på det. Måske han havde haft tanker om, at han på et tidspunkt ville række ud til nogle af dem igen - sin søster fx. Måske ikke. Jeg har ikke læst noget, der peger på det. For al hans store indsigt, alle hans holdninger og principper, al hans interesse i at lære af mennesker, af naturen og sig selv?, så virker han stadig meget ung af sind (og ikke på den skønne, charmerende måde), som om han kunne have godt af noget perspektiv. Dette fører til, at jeg har svært ved at lade mig rive med og tænke: Næh, hvor gjorde han noget vigtigt for sig selv her. Godt for ham. Det var godt for ham, men det var bare så umådelig strengt samtidigt med. Det var strengt langt tid før, han begav sig på sin Odysse væk fra civilisationen; det blev så meget desto strengere, da han begav sig afsted med en erkendelse af, at han måske ikke ville vende tilbage.Måske der kommer noget i anden halvdel af bogen, som kan - om ikke ændre dem så - nuancere disse tanker en smule.----------------------------------------------------------------------Færdig (09-05-2013)Et af problemerne med den her bog er vel, at Krakauer identificerer sig i så høj grad med McCandless, og at det kommer så stærkt til udtryk. Det må nødvendigvis i den grad påvirke vinklerne han anlægger beretningen. Han er så utrolig subjektiv, troværdigheden (objektivt bestemt) kompromitteres. Men samtidigt skal man ikke overse, hvordan dette også netop gør bogen til hvad den er. Krakauer lægger ikke skjul på, at det har været en præmis for hans udarbejdelse af bogen - hans særlige interesse i Chris' historie. Der bliver, for mig at se, nødt til at være en vinkel i sådan en historie her, for at den fanger og rammer. Det er der her, og det gør den. En forståelse for Chris, der ikke er betingelsesløs, og en stillingtagen til hans handlinger i mangel på megen konkret bevis på, hvad Chris har ment, tænkt, følt. Om det så ikke kan siges at være "Chris" hele vejen igennem (hvilket ingenlunde er en given betingelse for bogens berettigelse), giver bogen læseren noget - den sætter tanker igang, griber fat i nogle følelser. Hold dig bogens fortæller og de særlige omstændigheder, der omgiver den, for øje og nyd så det, den har at bidrage med. Hvilket ikke er så lidt.