1 Following
Bessie

Bessie

Currently reading

Burial Rites
Hannah Kent
Zombicorns (Zombicorns, #1)
John Green
Hopeless (Hopeless, #1)
Colleen Hoover
The Catcher in the Rye

Drowning Instinct

Drowning Instinct - Ilsa J. Bick Den sidder i mig, historien, lidt mere end jeg umiddelbart kunne have forestillet mig, mens jeg læste den. Det er godt nok også mindre end en halv time siden, jeg blev færdig - Men jeg funderer da lidt over den. Mest de forskellige oplysninger man fik. Hvad var relevant? Og i forhold til hvad? Hvad er sandsynligt? Hvad forestiller jeg mig? Det hele endte ikke med en sløjfe bundet helt perfekt på historien. Det er altid rart. Eller lidt anderledes? Det var ikke alle personerne deri, der var nødvendige; ikke alle personer var lige så velbeskrevet/udarbejdet som andre; ikke nødvendigvis alle oplysninger, der var relevante? - Var der fx en mening med, at David kom til hende, til at starte med på biblioteket? Hvorfor snakkede han overhovedet med hende? Skulle det sige noget om hans forhold til Danielle - lighederne mellem Jenna og Danielle? I så fald var det ikke noget, der blev fulgt ordentligt op på for mig at se. Og faren var psycho-dad, og det var egentlig mest derfor, han var psycho. For jovist, han virkede kontrollerende, tendererende til voldelig, men det var ikke meget, man rent faktisk fik at vide, som gav mig indtryk af, at han var fuldstændigt langt ude. Men måske var det ikke meningen? Måske han bare var "psycho-dad", fordi Jenna så ham sådan. Ikke disideret psykotisk, men i mangel på bedre ... eller i frustration?Historien om Bedstefaren - Der blev samlet op på den, da Detective Bob kommer, men ...Hvor kom idéen om, at Mitch havde dræbt Jenna og David til hende fra? For mig kom det ret ud af det blå. Og ordet "predator", som lige pludselig skulle passe på ham. Det faldt da også rimelig meget ned fra himlen. Så snart hun fandt ud af, at der havde været løgne - jeg medgiver: store løgne - så var det der som det første: predator, og var han det? Jeg havde svært ved at følge tankerækken der. Er det det første, der vil falde en ind eller hvordan?Lige her er vi ved den store plot-linje: Mitch og Jenna. Og et hav af spørgsmål. Der var en storm af oplysninger, overvejelser uden afsluttende konklusioner (fra Jennas side i de sidste kapitler. Og det leder alt sammen lidt til de helt andre spørgsmål, som man ikke kan forvente, at forfatter/implicit fortæller giver nogen svar på; dem der er helt op til læseren af besvare. Dem der ikke er afgørende for historien, men som bliver liggende i det umiddelbare kølvand, efter at have læst den. Hvor meget vidste Mitch fra starten? Var alt det han fortalt om sin kone løgn? Der var billedet, arrene på hendes arme, bulen på maven - Så der var noget. Hvor meget af det var rigtigt? Hvor meget af det han fortalt om sig selv, hans ungdom, skolegang, oplevelserne i vandet - dykning, surfing, hajer, hvaler, - hvor meget var sandt? Hvor meget var for at skabe "common ground"? Og den bog ... var det fordi, han ville fortælle hende noget? Han må have kendt til den inden - hvordan kunne han finde den frem, lige når hun havde brug for den. Havde han aftalt noget, med engelsklæreren? Var det Mitch' idé, at hun skulle skrive om Alexis, eller fortalte ham engelsklæreren ham blot om det, efter han havde givet hende opgaven? Var det ægte mellem dem? Kan det være ægte, når udgangspunktet er ... så forplumret? From obsession to love? Følelser er som bekendt ikke rationelle, og i sidste ende, når hun frem til, at hun elsker ham, og han elsker hende, så er det ikke konklusionen? Den endelige. Hvor vigtigt er det andet?Det virker for mig som om, at der for en gang skyld (føler jeg), i sådan en YA-novel her, var en fortæller som ikke nødvendigvis var særlig troværdig. Som ikke skulle være det. Som for det første lægger ud med kommentaren om, at der jo ikke er én sandhed, at hendes fortælling ikke nødvendigvis er sandheden, at vi alle går og fortæller os selv historier, vores egne historier - historier for at skabe den virkelighed, vi helst vil og har brug for at se.Men ikke kun det. Der er bruddet, da hun vender rundt og fortæller, at broren ikke mailer længere - han er død, og hun har vidst det hele tiden. Men hun har ikke ladet os vide det, for hun har ikke selv villet erkende det. Læseren bliver holdt i mørke. Forholdet til Bedstefaren. Scenen hvor de besøger ham, og man kun ser glimt. Senere fortæller hun, hvad hun (nødvendigvis) hele tiden har vidst, hvad der er foregået, hvad folk omkring hende har vidst - hendes familie, detective Bob, Mitch? - men ikke læseren. Jeg tænker: Hele hendes familie har levet i benægtelse. Hvor meget erkender hun? Hvor meget går hun og overvejer på daglig basis, og hvor meget har hun gemt helt væk allerlængst nede. Hun fortæller læseren så lidt. Det er en fed måde, at lade læseren overveje, hvad der foregår inde i hende, i hendes familie, omkring hende. Er der ting folk ikke siger. Modsat så mange YA-novels, hvor det hele er udpenslet, alt skal frem i lyset, og når der bliver hintet om ting er der intet som helst diskret ved det. Flere gange, giver hun udtryk for, at jo, hun ved mere, end hun har ladet os (og hendes omverden) vide. Hun har tænkt på, hvad forholdet mellem Mitch og Daniella egentlig består i. Overvejelser om hendes eget forhold til Mitch - sammenkoblingen til store romancer i romaner og fortælligner, sammenkoblingen til Romeo og Julie. Ting der ikke bliver fortalt, fordi mange ting - til trods for at være den objektive sandhed - ikke er de vigtigste. Jeg kunne som læser have overvejet en million ting. Prøvet at regne de forskellige plot-linjer ud. Jeg overvejede kun få ting. Regnede meget lidt ud. Jeg vil hellere læse videre, og så overveje bagefter. 1. persons fortællere er så vilde, når det bruges på den her måde. Det kunne godt være dyrket endnu mere for mig skyld.Den her bog er altså ikke en genistreg, selvom jeg har skrevet nær en halv roman om overvejelser, den har efterladt mig med. Jeg har læst andet, der har fået mig ud i flere litteraturanalytiske overvejelser, og for sin vis også overvejelser omkring mennesket. Men det skal ikke tage fra den bog, hvad den har givet. Jeg gider sidde og overveje de her ting efter at have læst historien. Jeg kan ikke rigtigt lade være - men har heller ikke lyst til det. Den har gjort noget. Lidt mere end en del af de her YA- og NA-novels gør. Plus. Stor plus.At den ikke får 4 eller 5 stjerner ... Det er noget med følelsen, jeg har i maven. Jeg ved ikke, om jeg har tænkt over det før nu, men alt over 3 stjerner giver jeg ud fra følelser, ikke objektive kriterier. Mine ratings siger måske i virkeligheden så ikke for meget om bogens kvalitet ift. præmis, sprog og udførelse i det hele taget. De siger mest, at der var "et eller andet".Jeg ville nu nok give den her 3.5, hvis jeg fik lov.